7-årige Aluma Marvin har lige været i skole. Da han kommer hjem leger han som sædvanlig med sine søskende, men denne dag i februar 2016 viser sig at ende anderledes end alle andre dage. Aluma har enten i skoletiden eller på vejen hjem fundet et gammelt, efterladt eksplosiv.

Han vil vise den til den til sine søskende, så de fulgte med ham ind i hytten hvor familien havde deres køkken. Aluma piller ved metalgenstanden, som begynder at sige en lyd, hvorefter Aluma skubber sine to yngre søstre ud af hytten. Susan på 3 år bliver skubbet ud som den sidste. Hytten eksploderer.

Moderen Gale befandt sig i en af hytterne lige siden af og løber straks ud, hvor hun finder hendes to døtre slået omkuld på jorden og en hytte som pulser af røg. Hytten var så mørk og røgfyldt at det tog Gale to forsøg at finde hendes søn indenfor. Eller. Hun finder frem til de to ben, som sammen med hofterne og en del af rygsøjlen udgør resterne af hendes søn. Ansigt, mave og arme er ikke længere en del ham.

Ingen ved præcist hvad Aluma tog med hjem, men det endte tragisk for den lille familie i Rei West i udkanten af Nimule.

Et svært sted at leve
Vold, borgerkrig, mord, hadforbrydelser, voldtægter, kidnapninger, børnesoldater, korruption og sult. Det er bare nogle af de ord, der kan bruges til at beskrive Sydsudans historie, men som på tragisk vis stadig er en passende beskrivelse af landet.

Hvordan kan man egentlig bearbejde en sorg, når man er vokset op sådan et sted, hvor vilkårene for livet er fuldstændig anderledes? Når man er omgivet af så megen elendig og svære vilkår, at staten i 2019 blev vurderet til at være den tredjeværste at holde sig i af Human Development Index.

At miste familiemedlemmer i en ung alder, lader nærmest til at være et grundvilkår for befolkningen i landet. Landet er underudviklet og selvom situationen er bedre end nogensinde før, er korruption så integreret i samfundet, at den civile befolkning ikke mærker meget til at have et statsapparat. Der findes blot én længere asfaltvej i landet, selvom Sydsudan sidder på og eksporterer store mængder af naturressourcer. I 2019 nåede landet op på at producere olie svarende til 11,5 millioner dollars om dagen, mens dokumenter har vist at op mod 80% af indtægterne fra naturressourcerne aldrig når frem til statens kontoer.

Hvis du er 65-årig sydsudaneser vil to tredjedele af dit liv have været levet i officielle borgerkrige, mens den resterende tredjedel højst sandsynligt heller ikke har været fredelig med oprustninger til konflikterne og mindre lokale konflikter.

Det er et land hvor befolkningen ofte bekymre sig for i morgen, hvor deres livsgrundlag er så usikkert, at de ikke kan se meget længere frem end til deres næste måltid. Over halvdelen af befolkningen vurderes at være 'i krise' eller det værre 'i akut føde-usikkerhed'.

Termometeret siger 38 grader og solen står direkte over de sandfarvede uniformer, der er i gang med opmåling af afsikrede områder. Det er de ansatte fra Folkekirkens Nødhjælp, som befinder sig i et område af Nimule National Park, hvor de træner, for at undgå fatale ulykker, når de senere skal ud i områder, hvor der ligger eksplosiver i jorden.

Folkekirkens Nødhjælp er en af de utallige organisationer, som udfører vigtigt arbejde i Sydsudan. De har flere operationer i landet, men en af de store er deres arbejde med minerydning og folkeoplysning vedrørende eksplosiver.

De placerer sig i skrøbelige blå plastikstole og på et tæppe lagt ud på den stenede og sandede jord. Scenen er et tæppe, hvor der er placeret et hvidt torso med hovede. Jaguru Scovia sætter sig på knæ foran dukken og begynder at fortælle og vise, hvordan man tilgår en person, der ikke er ved bevidsthed.

25-årige Mark Ociti er senior medic, observerer og kommer med præcisioner gennem undervisningen. Han midlertidigt udstationeret med holdet, for at være sikker på at alt følger de korrekte procedurer samt for at oplære lægerne yderligere.

Deres udstyr er simpelt. En metaldetektor, beskyttelsesdragt, linealer, farvede sten, hækkesakse og en masse småting. De bliver blandt andet sendt ud til områder, som er blevet bombet fra luften i 90'erne, hvor nogle af bomberne stadig ligger ueksploderet i jorden.

Det er et tidskrævende arbejde, og i bushens 38 graders varme kan det virke nærmest ulideligt at påføre sig den røde beskyttelsesdragt. Det er dog samtidig essentielt for deres sikkerhed, da gamle eksplosiver kan risikere at være meget ustabile. Heldigvis har Folkekirkens Nødhjælp ikke været ramt af ulykker med minerydning i Sydsudan.

Tabu Francis, 32 år
På en mark nogle kilometer udenfor Nimule går Tabu Francis og vedligeholder sin mark som han har været vant til hele sit liv. Det er en sen eftermiddag i december 2017 og regnen rammer den støvede jord, da den er sjælden på denne tid af året. Ét hak ændrer alting. På et splitsekund mister Tabu Francis sin evne til at arbejde. Han mister kontakten til sin kone og sine børn. Han mister stort set alt af det liv han har opbygget.

Braget lyder og Tabu mister bevidstheden kortvarigt. Da han kom til sig selv igen var luften fyldt med røg og han ser en masse blod. Han rejser sig og forsøger at løbe væk, men benene kan ikke bære ham. Han råber efter hjælp.

Hans ven kom og samlede ham op og sørgede for, at Tabu blev kørt på motorcykel ind til det nærmeste hospital i Nimule. To uger var han indlagt på hospitalet, men på grund af hans skader, blev han nødt til at blive i byen i yderligere 3,5 måned. Siden hospitalsindlæggelsen har han ikke modtaget nogen form for hjælp, udover de basale fornødenheder hans familie og venner hjælper ham med.

Den hvide bil med "no gun" mærkatet ruller langsomt over den stenede og hullede rute, som tager dem gennem bushens tørre landskab. Ojok, Jaguru, Saba og Adua er på vej ud til et lille landsbysamfund, hvor skal oplyse beboerne om risici forbundet med efterladte eksplosiver.

Mine risk education er en vigtig del af arbejdet i lande hvor der er risiko for støde på miner og andre eksplosiver i hverdagen. Det kan minimere antallet af ofre for eksplosioner, samtidig med at lokalbefolkningen er eksperterne i deres lokalområde, som kan fortælle om tidligere ulykker og fund af eksplosiver. Lokalbefolkningen bliver derigennem en stor gruppe af observatører, der kan meddele Folkekirkens Nødhjælp om hvor der befinder sig eksplosiver i området.

Specielt de små landbysamfund er en risikogruppe, da det er dem, der færdes i det afsides arealer, som muligvis stadig kan være kontamineret med eksplosive rester. Ydermere, er det den del af befolkningen som er afskåret fra informationskilder, hvilket gør de personlige besøg fra NGO'er til en nødvendighed.

Børn er nysgerrige, legende væsener uanset hvor i verden de er født. Derfor udgør de også en stor risikogruppe, når jorden kan være inficeret med miner og eksplosiver. Det er vigtigt, at de forstår risikoen forbundet med disse objekter, selvom det kan virke ekstremt at stå foran børn i 8-årsalderen og fortælle dem, at de kan komme slemt til skade eller dø, hvis de ignorer tegn på eksplosiver. Derfor fokuserer Folkekirkens Nødhjælp meget på at få uddannelsen bragt ud til børnene i skolerne.

Fremtiden ?!?
På grund af den manglende struktur i samfundet, findes der ingen præcise opgørelser over hvor mange ofre eksplosionerne har ført til gennem årene. Folkekirkens Nødhjælp fortsætter deres arbejde i landet, i håbet om at redde så mange liv som muligt i de kommende år.

Der er ingen tvivl om, at det vil tage en årrække at få stabiliseret landet. Mange NGO'er gør deres til at hjælpe Sydsudan på vej, men det kræver i særdeleshed også initiativ fra befolkningen og staten, hvis situationen for alvor skal blive anderledes for civilbefolkningen.

Det er udfordring som på mange måder virker uoverkommelige. Mens dele af landet synes at være på rette vej, er andre dele lovløse, hvor fattigdom og kampen for overlevelse fører til voldelige handlinger. Det handler om en fundamental ændring i kulturen, som kræver en fælles identitetfølelse for at komme konflikter, korruption og fattigdom til livs.